Transport af passagerer

Vi har idag den 26.06.12 fået nedenstående bekræftet:

Omkring brugen af styrthjelm siger færdselsloven:

Styrthjelme

§ 81. Føreren af motorcykel og knallert og enhver passager, som er fyldt 15 år, skal under kørsel anvende fastspændt styrthjelm.

Stk. 2. Der skal dog ikke anvendes styrthjelm, hvor der er pligt til at anvende sikkerhedssele.

Stk. 3. Føreren skal påse, at passagerer, der er fyldt 5 år, men endnu ikke 15 år, anvender fastspændt styrthjelm, medmindre passagersiddepladsen er forsynet med sikkerhedssele.

Stk. 4. Pligten til at bære styrthjelm gælder ikke under kørsel på parkeringsplads, servicestation, værkstedsområde eller under lignende forhold.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om fritagelse for pligten til at anvende styrthjelm.
----------------------

Omkring brugen af sikkerhedssele, så siger færdselsloven:

Sikkerhedsseler

§ 80. Hvis en siddeplads i bil, på motorcykel eller knallert er forsynet med sikkerhedssele, skal denne under kørslen anvendes af den person, der benytter siddepladsen, jf. dog stk. 2 og 3 og § 80 a. Der kan i kombination med sikkerhedssele anvendes selepude.

----------------------

Det vil sige, at hvis sidevognen er monteret MED sikkerhedssele:
Personer i alle aldre må transporteres, og sikkerhedsselen SKAL anvendes.
Indtil børn (under 15 år) er mindst 135 cm høje, skal de være fastspændt i godkendt udstyr, der passer højde og vægt, fx barnestol eller selepude.

På en plads UDEN sikkerhedssele:
Det er forbudt at transportere børn under 5 år.
Personer fra 5 år og opefter må gerne transporteres og skal anvende styrthjelm.

Minimumskrav
Reglerne ovenfor er minimumskrav. Du skal altid konkret vurdere, om kørsel med passagerer er forsvarlig. Passagerer må nemlig ikke medtages i et sådant antal eller være anbragt på en sådan måde, at der kan opstå fare for dem selv eller andre. (§ 82, stk. 2). Samtidig er det op til din samvittighed om dine passagerer (fastspændte) bærer hjelm. Vi finder at det er det bedste. Dog vil det for mindre børn ofte være klogest at anvende et let hjelm - skihjelm/cykelhjelm eller lignende.

Klip i kørekortet
Det er dit ansvar som fører, at passagerer under 15 år befordres lovligt. Overholder du ikke minimumskravene, koster det et klip i kørekortet.